Nicoles skrivetips


1. Kom godt fra start
Historien skal starte spændende. Start aldrig med en beskrivelse af vejret. Start et spændende sted, gerne midt i en scene eller midt i en samtale. Det er de første par linjer, der skal sælge jeres historie, starter den kedeligt kan man tabe læserne!

2. Vælg en spændende hovedperson
Hovedpersonen er ham/hende, som vi skal følge igennem teksten. Det er deres valg, tanker og følelser, som vi skal fanges af, derfor er en god hovedperson vigtig. Gør hovedpersonen interessant, giv ham/hende nogle sære vaner eller sjove interesser, og husk at de skal have både styrker og svagheder. 

3. Giv din hovedperson et projekt
Når I har skabt jeres hovedperson, så giv ham/hende et projekt. Noget han/hun vil opnå. Det kan være alt fra at ville redde sin familie fra en ond fyrste til at ville vinde sangkonkurrencen, score drømmepigen, finde det magiske sværd eller få sig en ven.

4. Find en modstander
I alle historier vil der være en modstander. En, der arbejder imod hovedpersonens projekt. Modstanderen er typisk en eller flere personer, men det kan også være naturen fx en stor sandstorm, der næsten dræber hovedpersonen, eller hovedpersonens egen angst. Husk at jeres modstander meget gerne må have en grund til at handle som de gør. Spørg meget gerne jer selv, hvorfor er de onde?

5. Lav en fed slutning
Slutningen er noget af det vigtigste, man skriver. En god slutning kan redde en dårlig tekst, og en dårlig slutning kan ødelægge en ellers god historie. Slutningen må meget gerne være overraskende, men først og fremmest skal den være troværdig. Den skal samle de løse tråde og give det endelige svar på om hovedpersonens projekt lykkes eller ej.

Synes I, det er svært at finde på en slutning? Så trøst jer med, at der kun er fire muligheder: 
1. Hovedpersonens projekt lykkedes (Happy end)
2. Hovedpersonens projekt mislykkedes (tragedie) 
3. Hovedpersonens projekt lykkedes delvist (bittersweet).
4. Teksten slutter midt i et valg, vi ved ikke, om hovedpersonens projekt lykkedes (den åbne slutning)

Vælg den slutning, I synes, er bedst!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar